Funktionalismen er en forgrening af modernismen, hvor man skærer konsekvent ned på pynt, der ikke også har en funktion. Form bestemmes af funktioner, er der en kurve, ville der typisk være en grund til det. 

Der er ingen hårde grænser for, hvornår det præcist startede, omkring 1930, og det gik ikke helt væk igen, senere stilbevægelser, og nogle, der fandt sted omkring samme tid, deler meget idéer.

​

Man byggede i materialer, der hurtigt kunne leveres mere af, og som var relativt billige for sin tid. Beton var in, og man eksperimenterede med, hvordan man kunne støbe på nye måder. Glatte, bare overflader var nu tegn på kvalitet i stedet for ressourcemangel. 

Man forsøgte at spare plads, man ville heller ikke være så prangende længere, “less is more.” Så hvis gangen er bred nok til at tre kan gå ved siden af hinanden, kunne man godt gøre den smallere. Skydedøre blev populære af samme grund. 

Den tyske bevægelse Neues Bauen, bygge nyt, havde stor indflydelse på arkitekturen. Anført af den amerikansk-tyske arkitekt Walter Gropius. Walter og hans følgere mente, at kunst havde fået for meget magt over arkitektur, og at det ville være bedre, hvis videnskabelige og organisatoriske ideologier
prægede arkitekturen. 

Hannes Meyer, underviser på Bauhaus skolen i Tyskland havde også stor indflydelse, så det var en tid meget præget af tyske idéer. Positivt og negativt, da vi også befinder os i et Europa præget af konflikten vi kender som 2. Verdenskrig.

Som med så mange andre bevægelser var vi mere tilbageholdende med at optage stilen i fulde her i Danmark. Mest begejstret var den norsk fødte danske arkitekt Edvard Heiberg, som havde kontakt til Bauhaus i Tyskland, hvor han i 1930 underviste. Han var arkitekt bag bebyggelser i flere dele af København og Hellerup med fokus på funktionalitet. 

Husene blev bygget meget i lyse farver, ikke nødvendigvis farvestrålende, man kunne godt lide at bibeholde materialernes farver, i hvert fald hvis de var lyse. Men funktionalismens højtid var ikke bare grå, de elskede lyse farver. Eksempelvis var Heibergs eget hus, som han selv designede, lys gul med
smaragdgrønne vinduer. 

Man så mere på bygninger som et produkt end et kunstværk. Så det, vi i dag kalder “Cookie cutter huse” sprang op rundt omkring. Kvarter af ens bygninger. Og det er nok grundet denne effektivitet, at vi ser stadig i dag mange af de her funktionelle bygninger poppe op i lande med store befolkninger som Kina og Japan eller flere gamle Sovjetiske lande stadig i dag.

​

Man havde også meget næsen i skyerne. Funktionalismens tilhængere spekulerede også over fremtidens byer. Metropolis fra 1927 var en impressionistisk film, som faktisk var dystopisk, som fremstillede et scenarie om, hvordan en fremtidig funktionalistisk samfunds by kunne se ud. Og i princippet var det ikke en langt ude tankegang. Inspireret af funktionalismen. I 70'erne eksperimenterede man i nogle af verdens største byer med højtfunktionelle bygninger, nogle som endda kunne tilpasses efter behov. Som Nakagin kapseltårn i Tokyos Ginza distrikt. Designet af arkitekten Kisho Kurakawa. En blanding af en kontorbygning og et boligkompleks, hvor de enkelte lejligheder blev konstrueret til at kunne tages af bygningen og udskiftes efter behov. Det kom dog aldrig til at en eneste blev udskiftet før det i 2022 blev revet ned. Som mange bygninger tilbage i funktionalismens højtid, bestod tårnene, der hang sammen i bunden, hovedsageligt af beton, også kapslerne. Men dermed sagt, så er funktionalismen aldrig virkelig død.